FILOSOFISK CAFÉ
Velkommen til vores filosofiske caféer, hvor vi i fællesskab tager emner op til diskussion og refleksion. Her kan du afprøve dine egne tanker og holdninger og lade dig inspirere af andres.
Med udgangspunkt i deltagernes ønsker til emner, holder vi filosofisk café. Underviseren holder et kort oplæg: Hvad har udvalgte filosoffer tænkt om netop det? Der åbnes for fælles diskussion af emnet, hvor alle input er velkomne og underviseren styrer ordet, samt spejler deltagernes tanker i filosofien.
Alle kan være med. Tidligere kendskab med filosofi er ikke en forudsætning.
Eksempler på emner til filosofiske cafeér:
- Kend dig selv! Men hvorfor egentlig?
- Kunsten og det skønne - hvad betyder det for os?
- Værdighed - hvad er det?
- Hvad gør os til mennesker?
- Mening i tilværelsen
Tænk gerne over et emne til en filosofisk café og send det til os - eller ring. Vi hører meget gerne fra jer.
Tilmelding:
I er altid mere end velkomne til at møde op på skolen for tilmelding, ellers kan du tilmelde dig ved at sende en e-mail eller ringe til os.
Det koster 50 kr. at deltage i filosofiske caféer - inklusiv kaffe, te, cider og sandwich.
Se mere under Kontakt
Filosofisk café tirsdag d. 1. oktober: Din, min og vores sandhed
Fra kl. 15-17
Vi lever i en tid, hvor det enkelte menneskes oplevelser og opfattelser får stor vægt i bl.a. nyhederne, på sociale medier og med de mange biografier, der skrives og udgives. Videnskabelig sandhed - som har været opfattet som indiskutabel - møder mere skepsis og er blevet noget, der kan diskuteres. Hvad handler disse fænomener om? Hvordan påvirker det os og vores verden, at subjektive opfattelser er i centrum?
Vi skal se nærmere på subjektiv sandhed og objektiv sandhed - samt disses styrker og svagheder for den enkelte og for livet i fællesskab med andre.
Efter kort oplæg fra underviser i filosofi, Sarah Schein, bliver der åbnet for spørgsmål, refleksioner og diskussion. Alle er velkomne - det kræver ingen forkundskaber at deltage! Kom og vær med - der er god stemning og vi når ofte ud i spændene tanker og spørgsmål sammen!
Filosofisk café tirsdag d. 29. oktober: Robusthed og sårbarhed
Fra kl. 14 - ca. 16
Filosofisk café tirsdag d. 5. november: Det amerikanske valg: Se Trump med filosofiske øjne
Fra kl. 14 - ca. 16
Filosofisk café lørdag d. 9. november: Rationalitet og irrationalitet
Fra kl. 15-17
Vi lever i en tid, hvor en fornuftsbaseret og rationel forståelse af mennesket, dets nytteværdi, produktionsevne og bedrifter udadtil er i højsædet. Der stilles også krav om målbarhed og statistik, hvis noget skal kunne "bruges til noget". Hvad handler det om, når der forlanges så meget rationalitet og målbar evidens?
Er der omvendt noget værdifuldt at hente i andre sider af vores væren - nogle indre usynlige bedrifter og aktiviteter - som fx drømme, fantasier, følelser og forestillinger? Det, som kun vi selv erfarer og ikke kan bevises?
Vi skal se nærmere på disse aktuelle fænomener og spørgsmål i fællesskab - med fokus på både det enkelte menneskes tilværelse og det større perspektiv i samfundet.
Efter et kort oplæg fra underviser i filosofi, Sarah Schein, åbnes der for spørgsmål, refleksion og diskussion. Filosofisk café er for alle interesserede og kræver ingen forkundskaber. Kom og vær med - der er god stemning og vi når vidt omkring i interessante spørgsmål og tanker.
En deltagers oplevelse
En deltagers oplevelse.
Filosofi kan være mange ting. Det kan være sindrige begrebs-udredninger, logiske deduktioner og kig ned til kulturhistoriens mange kloge mænd. Men det kan også være praktisk filosofi, hverdags-filosofi, hvor man undersøger begreber, som vi bruger i dagligdagen og problemer, som vi slås med til daglig.
Som nu f.eks. den såkaldte filosofisk café, som vi holdt lørdag d. 25. februar. Emnet var ”det gode liv”, og hvordan det hang sammen med vores værdighed og værdier. Filosofi-læreren, Sarah, gav et kort oplæg, og derefter var ordet frit. Vi diskuterede, om det er nødvendigt at have et arbejde for at have godt liv, hvilken rolle spiller familielivet, og hvordan ligger det med friheden? Havde Janis Joplin ret, da hun sang: ”Freedom is just another word for nothing left to lose”? Altså helt jordnære problemstillinger, som alle kan forholde sig til ud fra egen livserfaring.
Vi, der var mødt op, havde en god eftermiddag. Men vi kunne sagtens have været flere. Så derfor: Hvis Den Grønne igen arrangerer en filosofisk café, så sæt kryds i kalenderen. Det kan nemt blive en udbytterig dag.